Print Permalink

2015 – på godt og ondt

Ja jeg ved det godt. Jeg har næsten syltet bloggen et år. Jeg tager det som et sundhedstegn – et tegn på at jeg har travlt med andre ting, og ikke får sat mig ned og skrevet på min blog. Jeg har et større indlæg under opsejling, men efter det, ved jeg ikke om jeg vil skrive mere eller mindre. Det må tiden vise.

Der skal dog ikke laves om på traditionerne, så helt tro mod disse, er her en kort gennemgang af mit år, og ønsker eller forhåbninger om 2016.

Job og karriere

For første gang i en årrække er det lykkedes mig at være samme sted hele året – nemlig i mit efterhånden vante job, hos OnlinePartners. Her har året budt på en stor udvikling, både i arbejdet og i medarbejderne. Når jeg møder ind i januar, bliver det til flere nye kollegaer, hvilket bliver spændende.

Der er også gang i så meget hos os, at jeg tror der kommer til at ske mange spændende ting, og det bliver interessant at følge i 2016.

Musikken

Vi havde jo i slutningen af 2014 fået gang i et lille band med min kammerat Benjamin, og nogle andre. Desværre måtte det lade livet i sidste ende, og vi kom aldrig rigtig helt i gang. Øv øv, men jeg overvejer at jeg vil prøve at indspille noget mere selv, både for at holde mig i gang, og for at lære noget nyt og blive bedre.

Fuzzed Up! til Walker Festival

Fuzzed Up! til Walker Festival

Rockbandet Fuzzed Up! som kom til efter Mushroom Haze gik i opløsning, spillede videre som trio, og nåede blandt andet at spille til Walker Festival, og vi skulle også som vanligt spille på Lauses Grill, som havde være en success året før. Det gik dog lidt skævt, og de bad os om at skrue ned (de vidste jo det var larmende rock da de sagde ja). Da vi til sidst havde skruet så meget ned, at vi ikke kunne høre hvad vi selv spillede, og de stadig bad os skrue ned, og beskyldte os for at skrue op igen, og svinede os til foran publikum, valgte vi på ægte rock-manér at pakke sammen og smutte, efter 1,5 nummer. Siden har vi fået en sangerinde med, og vi tumler med at lave flere af vores egne numre.

Rugsted Kreutzfeldt på scenen

Rugsted Kreutzfeldt på scenen

Der har også været tid til koncerter, måske ikke så mange som jeg gerne ville. Højdepunkterne var bl.a. slotskoncert på Hindsgavl Slot, hvor jeg havde vundet billetter. Koncerten var tredelt med lokale kunstere, Rugsted Kreutzfeldt og til sidst Dodo. Især Rugsted Kreutzfeldt gjorde stort indtryk på mig. I december var der traditionen tro julerock i det Bruunske Pakhus (som dog blev lavet om til Tøjhuset pg.a den store efterspørgsel). Denne gang var det sammen med Camillas bror: Mathias, som fik en god introduktion til den lokale rock. Mon ikke vi gentager det næste år?

Fremtiden med musikken er uvis. Jeg har ikke planlagt nogle koncerter endnu. Fuzzed Up! spiller videre, og bevæger sig måske hen mod at indspille nogle numre. Mit eget er stadig på standby, men som sagt vil jeg måske indspille lidt mere.

På det personlige plan

September 2014 fik jeg konstateret diabetes, og langt ind i 2015 skulle jeg have foretaget flere undersøgelser, bl.a. på OUH for til sidst at kunne konstatere jeg har type 2 diabetes. Endelig er der sat en “mærkat”/diagnose på mig, så der blev tid til at puste lidt ud. Desværre er det jo blevet hverdag igen, og de store hensyn man startede med at tage, er lige så stille forsvundet, og det samme er lysten til motion i disse mørke tider, men det er bare at tage sig samme og komme i gang. Det gælder jo mit liv.

12 marts 2015 bød på en glædelig overraskelse. Min søster Maria og Mikael fik en lille søn: Noah. Han er bare det sødeste, og det store lyspunkt og opmærksomheds-stjælende midtpunkt. Måske man burde skrive en sang om/til ham?

Mig foran det legendariske Abbey Road studie

Mig foran det legendariske Abbey Road studie

I juni var jeg på den første ferie udenfor landets grænser, siden min tur til Gran Canaria med min kammerat Benjamin. Denne gang gik det til London sammen med Camilla. Det var lidt stort selv at være ansvarlig for fly, transport, hotel osv. Alt i alt havde vi en fantastisk tur, og vi fik set en masse seværdigheder, som man selvfølgelig skal se.

Senere på sommeren fik vi muligheden for at deltage i en rundvisning på Krengerup slot, hvor vi havde min moster med. Hun har – sammen med min mor og de andre søskende – boet i en tilbygning til slottet, hvor min morfar var fodermester. Det var meget spændende at få lov at se slottet indeni. Camilla og jeg havde ikke set det før, og moster havde kun lige været indenfor nogle gange.

Huset har også krævet en del (hvilket nok også er en af grundende til bloggen er blevet forsømt). Vi har bl.a. med hjælp fra Camillas far, fået lavet en større terrasse på bagsiden af huset, samt fjernet en masse blomster og bede, som vi ikke har tid og lyst til at holde. Så til foråret skal der såes en masse græs.

December bød på det første bryllup i lang tid, hvor min fætter Sten blev gift med Diana. Et skønt bryllup og en hyggelig fest efterfølgende, som sandsynligvis er starten på flere vennepar, og måske mere familie der skal giftes. Desværre betyder det også at flere og flere spørger om ikke det snart er Camillas og min tur til at blive gift, få børn osv., og jeg må da indrømme det hele rykker tættere og tættere på. Der er ikke noget bestemt endnu, men man ved aldrig hvad vi finder på.

Derudover skal jeg blive bedre til at motionere. Det lyder som en kliche, men med diabetes/sukkersyge er det ekstra vigtigt, så der er ingen undskyldninger.

Til sidst vil jeg blot sige dig tak for du har læst mit indlæg, og ønske dig et rigtig godt 2016!

Skriv et svar

9 + ten =