Print Permalink

2016 – Toget buldrer derudaf

Så lykkedes det alligevel. Jeg havde ellers sat mig for, at jeg skulle have lidt mere gang i bloggen igen, men ikke et eneste indlæg har jeg fået færdiggjort siden sidste nytårs-opdatering. Igen må det blot være fordi at tiden er bedre brugt på andre ting, så jeg tager det positivt.

Traditionen tro har jeg taget et kig på året der er gået, og kommer med lidt bud på 2017.

Job og karriere

Jeg har i 2016 forsat min karriere ved OnlinePartners, og er nu faktisk den “ældste” ansatte udover chefen selv. Vi har fået en del nye ansatte, og har sagt farvel til få medarbejdere.

Det har været et år i rivende udvikling, og pt. er min stilling som Teknisk SEO Specialist med ansvar for teknikken på tværs af kunderne, hvilket passer perfekt til min nørdede tilgang til arbejdet. Udviklingen gik på et tidspunkt så stærkt, at jeg lige måtte have afkræftet at jeg var ved at gå ned med stress og depression, hvilket jeg fik, og derefter kunne jeg arbejde videre igen, men med lidt mere tanke på mig selv.

I 2017 kommer der til at ske en masse jeg ikke kan og vil røbe – men spændende bliver det! Så jeg bliver nok hængende ved OnlinePartners længe endnu.

Musikken

Min egen musik er stadig mere eller mindre på standby. Jeg har skrevet et par sange i løbet af året, og er ved at samle sammen til at kunne stable et band på benene igen, men jeg har på ingen måde travlt med det. Hellere have en masse sange at kunne trække på, end at stå og være tom for idéer.

Når vi lige kan finde tiden ind i mellem, hjælper jeg min kammerat Benjamin Nybo, med at indspille lidt af hans akustiske numre, samt jeg tager med ud til hans koncerter og optager video, leger med sociale medier m.m. Lige pt. er der mere fokus på at få ham ud at spille, end på mit eget musik. Tjek ham ud hvis han spiller nær dig.

Det musik der tager mest af min tid, er rockbandet Fuzzed Up!, som jeg spiller bas i. Vi har for nylig fået Gitte ind på vokal, og Brian på guitar, så vi nu har et super stærkt setup. Planerne er at skrive mere af vores eget musik, og måske indspille en EP eller en LP. Du kan se vores seneste video fra øvelokalet herunder.

På det personlige plan

I år blev simpelthen året hvor min bedste kammerat Benjamin skulle giftes. Traditionen tro holdt vi en fin polterabend hvor den kommende gom, og tidligere cykelrytter, fik lov til at cykle rundt på et gammelt lig af en cykel at være. Vi var bl.a. ude og køre gokart, hvilket altid er super sjovt.

Senere på året deltog jeg i et gratis kursus kaldet Robust borger. Et kursus der sender tankerne lidt på vandring med hvad der kan ske, uden at male fanden på væggen. Jeg synes selv det er en god idé at være forberedt på lidt af hvert, uden der skal gå “prepper” i den. Et kursus der kan anbefales hvis man er til den slags.

Året har også budt på et par kæresteture med Camilla – først til Sønderborg i februar, Lolland i maj, Malmö i august og senere til København i november. Turen til Malmö var dels bare for at komme lidt væk, få brugt et gavekort og for at se nærmere på nogle af deres genbrugsforretninger og ikke mindst Turning Torso – bygningen som drejer 90 grader.

I september deltog jeg i Stafet For Livet i Kolding. Min tidligere kollega Øyvind spurgte om jeg ville gå for deres hold, og det takkede jeg ja til. Både for at støtte deres dreng som har en kræfttumor, for at støtte alle fightere der har kræft og ikke mindst for at udfordre mig selv på den motionsmæssige front. Konceptet er at man går 24 timer, hvor der er min. 1 fra hvert hold på banen, og som bærer stafetten. Efter hvad jeg fik regnet ud, fik jeg gået mere en 14 kilometer den dag. Du kan se en film fra dagen herunder.

Jeg var også så heldig at komme igennem til Kongemanden på VLR, hvor jeg vandt billetter til Mick Øgendahls seneste show. Mig som elsker standup – det var jo super heldigt. Så jeg tog Camilla med ud og spise, og bagefter ind og se showet, som var ganske godt.

Min sukkersyge er under kontrol nu, men jeg skal stadig huske mig selv på hvad jeg spiser, og sørge for at motionere. Derfor er jeg begyndt at lave en ugentlig film, hvor jeg tager et emne op hver gang. På den måde holder jeg mig selv lidt i gang. Vil du se med, så søg efter Diabetesdude ovre på YouTube 🙂 Jeg har holdt lidt pause her i forbindelse med højtiderne, men regner med at udgive næste video på søndag.

Til sidst vil jeg bare takke dig for at læse med, og for at være en del af mit liv på den ene eller den anden måde. Ingen nævnt, ingen glemt. Må du få et fantastisk 2017. Godt nytår!

Skriv et svar

eighteen − twelve =