Dårligt nyt kommer sjældent alene

Som man siger kommer et uheld sjældent alene. Dog er der i dette tilfælde måske mere tale om dårligt nyt, frem for uheld, selvom den ene hændelse var rent uheld.

Well, skal vi starte med uheldet. Første feriedag ud af to ugers ferie. Weekenden er gået med at male gange i huset, og det begynder at se rigtig godt ud. Nu er der kun de lodrette streger tilbage, som nok er det sjoveste at lave. Vi skal dog lige have et bad først, og lige inden badet er slut, glider Camilla, og vrider benet og knæet, så knæet sidder ude på siden (fy for dælen det så ulækkert ud). Der opstår nærmest en panisk stemning, men jeg får ringet efter en ambulance, som kommer og henter hende (efter hvad der føles som alt for lang tid).

Hun kommer på skadestuen i Kolding, og får scannet knæet, som i mellemtiden har sat sig på plads efter hun fik flyttet benet lidt, og fik en oppustelig plastikdims rundt om. Det hele er fint som sådan. Der er nogle brudstykker fra noget knogle som har revet sig løs, sammen med noget seneværk som ikke har det for godt, men det kommer på plads af sig selv. Hun får en skinne på benet der skal sidde på i 6 uger, først med 30 graders bevægelighed, og siden 60 grader.

Hun låner krykker, og en kørestol ud til bilen, hvor vi med nød og næppe får hende sat ind. Herhjemme har vi lige et par trin op, som skal forceres på vej ind i huset. Det går dog, og hun er allerede i bedring selvom hun føler sig meget handicappet. I stedet for ferie, står den ny på sygemelding, og heldigvis har jeg stadig ferie så jeg kan hjælpe hende.

Mere dårligt nyt

I dag skulle jeg så til lægen. Jeg skulle lige tjekkes, for efter vi har fået sundhedscoach på arbejdet, har hun målt mit sukkertal til at være alt for højt. Det giver selvfølgelig mistanke til sukkersyge/diabetes, så det ville jeg lige have tjekket.

Vel vidende der var stor chance for at jeg altså har sukkersyge, tager jeg op til lægen, der egentlig ikke kan give mig et endegyldigt svar. Dog tyder alt på at jeg har diabetes, så han vil gerne få mig sat i gang med noget behandling, allerede inden det er helt bekræftet. Jeg får altså en henvisning til ambulatoriet i Fredericia, hvor de vil sætte gang i nærmere undersøgelser og diagnoser.

Selvom jeg egentlig havde regnet med det, så er det alligevel underligt at få at vide. Allerede nu begynder spørgsmålene at trænge sig på:

• Hvis jeg har sukkersyge kan jeg ikke donere blod mere, hvad så nu når jeg er formand for bloddonorerne?
• Skal jeg nu til at lægge kosten helt om igen (fik lagt kost om af coachen)?
• Skal jeg til at måle og veje alt mad jeg overvejer at indtage?
• Hvad med mine musikerdrømme – kan jeg stå på en scene i længere tid?
• Skal jeg til at stikke med selv med insulin?
• Kan jeg rejse udenlands som Camilla og jeg har snakket om til næste år?

Tjah, der kommer nok svar efterhånden. Jeg kender flere i familien der har, eller har haft sukkersyge, så jeg er ikke helt skræmt – bare nærmere lidt nedtrykt.

Har du nogle tips eller opløftende historier, må du meget gerne dele dem herunder.