Det engelske band Radiohead har tidligere udmærket sig ved at markedsføre anderledes. På lørdag (den 19. februar) udkommer deres nye plade “The King of Limbs”. Du kan ikke købe en fysisk CD, for albummet udkommer kun som download til at starte med.
Sidst de udgav et album kunne man selv bestemme prisen, alt efter hvor meget man ville give. Denne gang er den fastsat, dog til beskedne 7 euro. Senere bliver der dog også udgivet en luksus-udgave kaldet “The Newspaper Edition” der indeholder 2 vinyler, en CD og en booklet i 625 stykker. Den udgave kommer den 9. maj, mens den regulære CD kommer 28. marts.
Set med markedsførings-brillerne på, så er det en spændende måde at udgive et album på. Det skabte selvfølgelig endnu mere røre da de udgav albummet man selv kunne bestemme prisen på, men jeg er overbevist om, at i og med det kun udkommer online til at starte med, så skal de nok få en masse gratis PR på den konto.
Derudover, så bliver det også muligt at købe en luksus-udgave, med vinyler og alt hvad samleren gerne vil have. Den kan entusiasten købe, mens den moderne lytter køber download-versionen og den lidt ældre lytter, eller autografjægeren, køber CD’en. På den måde rammer de flere målgrupper på én gang, eller ikke helt på samme tid, men næsten. Det synes jeg er en god strategi.
Skulle du have lyst til at forudbestille noget af ovenstående, så kan du forudbestille det på The King of Limbs.