Ved nytårstide er det værd at se tilbage på året der er gået. Tænke over hvad har man nået, og hvad har man ikke nået. Igen i år, har det været et lidt turbulent år, men med masser af spændende udfordringer. Året stod især også i musikkens tegn.
Job giver overskud til musik
I starten af året havde jeg stadig job. Jeg var projektansat teknisk designer ved Fiberline. Det faste job gav mig lidt mere økonomiske muligheder, og derfor stod starten af året på flere koncerter. Jeg oplevede både Michael Lund fra Chasing Grace solo til “Sangskriver på Godset” i Kolding, samt Københavnertur der stod på releasekoncert med Mika Vandborg hvor Søren “Søgge” Andersen varmede op. Det blev også til et besøg i Medley studiet, et besøg jeg aldrig glemmer. Sikke et lækkert studie.
I København stod den på bytur bagefter, hvor vi mødte indtil flere kendte. Selveste Tim Christensen var nede at høre Mika og Søgge spille, og jeg var så heldig jeg fik lov at sige hej og få et billede. Vi mødte også nye og spændende mennesker, som jeg stadig snakker med. Du kan i øvrigt se billeder fra Københavner tur 2011 på min Facebook profil.
Vender opturen til nedtur?
I Marts forsatte koncerterne for fulde drøn. Volbeat på Godset i Kolding, X Factor finalen i Parken i København… Desuden er det også i marts jeg deltager i mit første cykelløb nogensinde. jeg kom ind på en dårlig plads, men jeg vandt en særlig personlig sejr ved at gennemføre, og så holdt jeg et helt cykelhold bag mig det meste af vejen. Min kammerat har dog fortjent en stor tak for at følges med mig hele vejen.
Der var også tid til release party på den nye plade med Chasing Grace. Det foregik i Medley studiet i København, så endnu engang kom jeg forbi hovedstaden. Det var super hyggeligt, og mit første egentlige release party. Dog ikke det sidste. Til gengæld betød april også at jeg måtte vinke farvel til jobbet på Fiberline, da de ikke ønskede at forlænge min ansættelse. Pludselig var hverdagen en helt anden.
Der er noget i luften
I april blev jeg introduceret for en pige gennem min tidligere veninde. Skæbnen ville at vi fandt sammen i maj, og faktisk stadig er sammen. Vi var også sammen med min kammerat på en tur til Heide Park, en rigtig sjov oplevelse der kan anbefales for folk med hang til rollercoastere.
Selvfølgelig var der også mere musik i vente. I maj spillede Michael Lund fra Chasing Grace på Bygningen i Vejle, og det skulle vi da ikke gå glip af. Faktisk blev min kæreste så bidt af musikken, at hun blev ellevild da hun fik hendes fødselsdagsgave – en cd med Chasing Grace, signeret af Michael Lund med en personlig hilsen.
Mere cykelløb og musik, men hvad med fremtiden?
Hvad gør man ikke for at se sine idoler? I juni drog jeg helt til Roskilde, for at se Søgge spille på Gimle. Det var også i juni jeg kørte 24 timers cykelløb, som jeg desværre ikke gennemførte. Det kom der indlægget et uopnået mål kan stadig være en succes ud af.
Nu havde jeg efterhånden gået arbejdsløs et par måneder, og noget skulle der ske. Sidst var jeg på webredaktør kursus, og jeg vidste derfor lidt om IBC og deres kurser. Jeg var så heldig at kunne komme med på Web Marketing Manager kurset, der startede op i august, og fortsatte til december. Lidt musik blev det da også til, da jeg lige smuttede forbi da Chasing Grace spillede til kulturnatten i Kolding. En af de større oplevelser var dog Tina Dickow i den Fynske Landsby. Den kvinde kan noget med musik!
I musikkens tegn
September og oktober stod i musikkens tegn. Ikke kun koncerterne med Søgge på Pitstop i Kolding, Chasing Grace i Strib, The Storm på Godset og den forrygende VIP forpremiere på Tina Dickows film “True North”, inklusive album, DVD og personligt møde med Tina, men også for mit eget musik. Jeg fik gang i mit eget lille band LIND, der spiller den musik jeg selv har skrevet. Desuden spillede mit andet band til Mosten Raceday Music Award hvor vi blev nr. 8 ud af 16 bands.
Jeg var også til preaudition på TV2’s program Voice. Jeg gik desværre ikke videre derfra, men det var en god oplevelse at have med. Sjovt nok var min audition dagen før jeg startede min sangundervisning. Skæbnen ville dog også, at jeg var så heldig at blive ansat som teknisk designer/kommunikationsmedarbejder ved et lokalt robotfirma, så nu kunne jeg igen bruge mine evner til noget fornuftigt.
November skulle blive måneden hvor jeg for første gang kom ud at flyve. Min kammerat og jeg tog en smuttur til Gran Canaria, og havde en super tur. Den gav både inspiration og tid til at tænke over tingene. Jeg fik også købt mig en iPhone 4S, og som tidligere Android bruger krævede det noget tilvænning.
December går på held – nåede jeg det jeg ville, og hvad sker der fremover?
I december afsluttede jeg mit kursus, og kan nu kalde mig Web Marketing Manager, med speciale i sociale medier. Ikke blot har jeg fået papir på min passion, men jeg er også blevet styrket i troen på, at det er indenfor denne branche jeg i 2012 skal finde mit job. Om det er som marketingmedarbejder ved et mindre eller mellemstort firma, eller som selvstændig – det må tiden vise. Freelance konsulentbistand eller projektansættelser kunne også komme på tale.
I sidste års indlæg året der gik, året der kommer, spåede jeg at jeg ville træne en del cykling til 24 timers løbet. Det var korrekt, men efter løbet gik jeg dog i stå, og ansættelsen ved Fiberline varede rigtig nok ikke ved.
Jeg håber også 2012 bliver endnu et godt år i musikkens tegn. Jeg har 2 passioner – online marketing og musik. Derfor håber jeg også mit eget musik får et skub i den rigtige retning i 2012. Mon ikke det også bliver året hvor min kæreste og jeg flytter sammen.
Tilbage er blot at sige, rigtig godt nytår fra mig til dig. Hvad ser du mest frem til i det nye år?
Glaeder mig til at foelge dine projekter og vores projekter sammen med dig 🙂
Tak for en suvaerent 2011 🙂
Rigtig godt nytår – håber også at se dig på cyklen og på Sitecore 🙂
Tusind tak for kommentarerne :).
I lige måde Benjamin, og næste år bliver endnu bedre hvis vi kigger lidt i den store gryde ;).
Det samme til jer Helle. Jeg er sikker på vi ses begge steder.