Hvordan gør man opmærksom på sig selv, samtidig med man tænker kreativitet, viralt og web 2.0?
Et godt eksempel er skolen Hansenberg i Kolding, som lige nu udbyder en konkurrence om at skrive skolens nye tema-sang. Formatet er følgende: Blandt de 17 tilmeldte sange (tidsfristen for tilmeldingen er ovre), er 10 sange valgt ud. Man kan så høre alle sangene, samt læse teksten til, mens kunsternavn og lignende er hemmeligt. Derefter kan man stemme på op til 3 af sangene, hvorefter et dommerpanel udvælger vindersangen ud fra de 3 bedst placerede. Musikeren bag vindersangen, vinder 10.000 kr.
Konceptet er langt fra ukendt, men der er masser af potentiale i den markedsføringsmodel, hvis det blot gøres ordenligt. Spørgsmålet er blot hvem der får noget ud af det.
Læs mere for at finde ud af hvorfor denne model er god, samt for at finde et link til konkurrencen.
Der er hovedsageligt 3 parter i denne konkurrence: Hansenberg, musikeren samt brugeren. Hvad får de hver især ud af dette?
Hansenberg
Hansenberg er sammen med musikeren den store vinder her, men begge er de dog afhængige af brugeren. Hansenberg får skabt en masse fokus på dem selv med dette “stunt”, og gøres det rigtigt, kan det skabe stor viral interesse, hvilket betyder endnu mere fokus. Masser af omtale er ikke ilde.
Musikeren
Musikeren har udover en økonomisk gevinst, samtidig mulighed for at eksponere sin musik for alle de brugere der kommer ind og stemmer. Selvom artisterne starter anonyme, afsløres de efter afstemningen, så der er mulighed for rigtig meget omtale. Det eneste arbejde artisten har, er at skrive sang og musik, og indsende nummeret. Derefter gør Hansenbergs markedsføring resten, da Hansenberg lokker brugerne til at stemme. Men kombineres det med lidt smart markedsføring på f.eks. YouTube, så kan artisterne hurtigt blive eksponeret for rigtig mange mennesker.
Brugeren
Brugeren er med til at tage den store beslutning om vindersangen, men samtidig bliver man præsenteret for 10 artister man måske ikke kendte i forvejen. Når man hører deres bidrag, som man må formode er i stil med deres musik generelt, så finder man måske artisten man har “ledt efter hele livet”. Der er i hvert fald en positiv oplevelse at hente.
Konklusion
Dermed kan vi konkludere at alle får noget godt ud af det. Det er dog altafgørende at der skabes interesse for overhovedet at skulle lave en sang til Hansenberg, og derefter at skabe interesse for at skulle stemme og være med til at vælge vinderen. Kan man skabe disse interesser, er der ikke langt til success.