Ved nytårstid har jeg for vane at se lidt tilbage på året der er gået, og det har jeg også gjort denne gang. Jeg har ikke fået skrevet flere indlæg siden sidste gang, så nu er det efterhånden en tradition (kun) at skrive det ene årlige indlæg.
Job og karriere
Efter jeg skiftede til StepUp Media i 2017, er tingene gået stærkt i det nu ikke helt så lille firma. Jeg har haft flere praktikanter igennem, og den ene er siden ansat som studiemedhjælper. Ved siden af har vi også ansat vores tekstforfatter, som tidligere var freelance. Pt. leder jeg efter en ny praktikant, og med vores planer for fremtiden, kunne det måske også være en der blev hængende.
Ud over den online markedsføring, er jeg også blevet forfatter. Det lyder måske omfattende, men det begrænser sig til et kapitel i bogen Vores Fyn 2018, som er en bog der indeholder forskellige fynboers historier, og hvor overskuddet går til godtgørende formål. Det er min gode ven Jørgen Nancke som står bag, og du kan læse mere om bogen på: https://riverside.dk/forfatter/vores-fyn/
Musikken
Min egen musik er blusset lidt op igen, da jeg spillede på en række Stafet for Livet hen over sommerhalvåret. Jeg kører jo ofte for min kammerat Benjamin Nybo, når han er ude med sin musik, så hvorfor ikke spille selv, når jeg alligevel er der. Jeg spiller uden honorar, til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Apropos min kammerat Benjamin, så skal hans gamle band spille en genforenings koncert i 2019, hvor jeg har fået æren af at spille bas. Så jeg er pt. ved at øve op med drengene. Jeg har altid set op til Benjamin og de andre i bandet, så det er lidt af en ære at få lov til at være med.
Rockbandet Fuzzed Up! blev efter vores koncert på Walker Festival desværre amputeret da et medlem sagde stop. Derefter har vi ikke rigtigt kunne finde rytmen, så det er lidt på standby lige nu. Vi håber dog at komme i gang igen i 2019.
2018 var også året jeg så Seebach musicalen på Fredericia Teater. Selvom jeg bilder mig selv ind at jeg ikke er Seebach fan (hverken far eller søn), så var det en super god og underholdende musical, som jeg gerne købte på DVD hvis den kom ud.
På det personlige plan
Det er jo nok på det personlige plan der er sket mest. Jeg er nemlig gået hen og blevet far til tvillinger. Det er det største der endnu er sket i mit liv. De to små guldklumper kom den 12 september, og har netop fejret deres første nytår – sovende. De er så dejlige, stille og rolige, så man ikke kunne ønske sig noget andet. Selvom de giver deres far og mor lidt søvnunderskud, så elsker vi dem ubeskriveligt højt.
Jeg kæmper også videre med min diabetes, som jo ikke lige forsvinder over natten. Jeg er i 2018 kommet med i et forskningsprojekt, hvor jeg har fået min egen Diabetes coach, som kommunikerer til mig via en app – lige noget der passer mig. hun har givet mig en række gode råd, rettet kosten lidt til, og ellers sat mål for min motion osv., som hun løbende følger op på. Det er klart motionen jeg er dårligst til – især nu når drengene også tager min tid, og jeg ikke kan lide at være væk fra dem. Men jeg ligger lige på grænsen i forhold til indtag og forbrug af kalorier, så det er bare med at være skarp. Jeg har dog været nede og veje det laveste i 5 år, så jeg håber jeg kan holde det.
Som jeg skrev sidste år, havde jeg friet til Camilla, men kunne ikke fortælle mere. Det skyldes at det blev sendt på TV i programmet “En sang fra hjertet”. Her var jeg så heldig at møde Ankerstjerne, som hjalp mig med at lave en fed version af Bruno Mars nummeret “Marry You”, som jeg sang for Camilla i DRs koncertsal, hvorefter jeg friede til hende. Et kæmpestort øjeblik for os begge.
Med det som afslutning, vil jeg takke for et godt år, og takke dig for at læse med. Vi ses derude – hav et fantastisk 2019!