Indrømmet, jeg bruger alt for lidt tid på min blog, i forhold til hvad jeg gerne ville. Dagligdagen kører sin sædvanlige trommerum – vågne, arbejde, spise, slappe af fem minutter og så sove igen. Dagene går så hurtigt, og jeg føler ikke jeg har tid til noget.
Sådan er det også med motionen. Efter vi fik sundheds coach på via arbejdet, har jeg været rimelig fast besluttet på at skulle blive lidt mere aktiv. Jeg kom også i gang med at løbe lidt, lige indtil vi ramte ind i at jeg fik konstateret sukkersyge, og Camilla kom til skade med sit knæ. Derefter var det mig der stod med stort set alt i husholdningen, og derfor blev motionen tilsidesat til fordel for daglige gøremål.
Heldigvis er Camilla kommet sig godt ovenpå sin skade, og er begyndt på arbejde igen, samt til genoptræning. Det meste går som normalt, men hun kan ikke ligefrem dyrke sport på højt plan for tiden. Det har dog frigivet noget tid fra jeg kommer hjem til hun kommer hjem – tid jeg prøver at bruge på motion. Vi prøver også at holde os til kost med masser af grøntsager og kostfibre, som det er anbefalet.
Der var for nylig en undersøgelse der viste at intervalgang skulle være ekstra godt for sukkersygepatienter, så jeg har prøvet den officielle app InterWalk. Jeg finder den dog meget dårlig, da den hele tiden siger jeg skal gå hurtigere eller langsommere – også selvom jeg retter mig ind efter det OG jeg har kalibreret den. Så nu koncentrerer jeg mig bare om at gå en halv time om dagen, ligesom sundhedscoachen har anbefalet. Det giver lidt mere motivation at tænke på at mit liv på en eller anden måde afhænger af det.
Mht. min sukkersyge, er jeg nu på tredje måned med konstateret sukkersyge. Jeg er stadig på medicin, men heldigvis er mit blodsukker ved at være rigtig fornuftigt. Det hjælper kosten og motionen også godt på, så jeg har gode forventninger omkring det. Jeg har fået svar på min DNA analyse, der viser at sukkersygen ikke er genetisk betinget, så nu mangler jeg blot at få svar fra min MR skanning i dag, samt knogleskanning, ørelæge og diverse andre tests. Pyha siger jeg bare, men det er godt det hele bliver undersøgt.