Knap er sangene kommet ud inden der bliver skudt mod sangene, og sat rygter i gang omkring at det skulle være plagiater og kopier. Seneste udmelding er at Tina og Renés sang Mi Amore, er et plagiat af Simply Amazing med Trey Songz. Jeg kan da godt høre der er visse ligheder – hør selv her.
Men så stopper legen også. Ligheder – ja. Det ville da være unaturligt andet, medmindre der er tale om en helt anden stilart, baseret på andre typer af instrumenter. I øvrigt synes jeg nu den minder mere om denne.
Registret er 12 toner
Musikverdenen er nu en gang sådan indrettet, at der findes 12 toner. De 12 toner kan sammensættes til akkorder i dur og mol, samt en masse andre, der for det utrænede øre vil lyde meget som enten dur eller mol.
Når man sammensætter en Grand Prix sang er den gerne relativt simpel i sin opbygning, hvilket ofte betyder at vers og/eller omkvæd kører over 4 akkorder. Lur mig om der ikke er andre sange i verden der kører med de samme 4 akkorder, eller samme skift mellem de 4 akkorder, bare med start i en lavere eller høje tone.
Nu er tonerne på plads, så skal der synges en melodi hen over. Har du en fremgang på 4 akkorder, så spiller du dem i et mønster, f.eks. I – V – VI – IV (1 – 5 – 6 – 4). Uanset hvilken tone du starter i, er springet mellem tonerne eller akkorderne det samme. Det begrænser dig også lidt til hvilke toner du kan synge ind over. Der vil kun være en række toner (en skala) der passer ind over det sæt toner.
Selvfølgelig kan sangens melodi varieres, men der er stadig kun et fast antal toner at bruge af. Derfor kan det let lyde lidt ens, da det man har at arbejde med, mere er tempo, feeling, rytmik osv.
Er deltagerne og bagmændende dumme?
Nu har vi slået lyden fast, men disse sange er jo skrevet af nogle. Blandt andet er Remee (ham fra X Factor), og Keld (ham med Hilda) ofte at finde blandt bagmændende. Mon de ville sætte deres karriere på spil, ved at kopiere et værk, og tage æren for det? Det tror jeg næppe – så ville deres karriere slutte meget hurtigt.
Selvfølgelig kommer inspirationen et sted fra. Lytter du til min musik, vil du også finde ligheder til Kick The Kangaroo, The Calling, Avril Lavigne m.fl. fordi det er musik jeg bryder mig om, og som jeg godt kan lide at lytte til. Men jeg ville aldrig kopiere et nummer, og påstå det var mit eget.
Når vi nu snakker om I – V – VI – IV fremgangen, så kan den bruges til stort set alle moderne hits. Se bare nedenstående video. Så vær nu sød og hold op med alt det plagierings-fis, og nyd musikken i stedet. Okay? Hvis det er plagiat at blive inspireret, så er alle deltagere og sange plagiater!